Velkommen

Greve Produktionsskole anvender familiesamarbejde som metode til at imødegå et stort fravær og frafald blandt nydanske elever. Et stort fravær hos en elev er en indikator for et muligt frafald. Derfor har produktionsskolen styrket indsatsen mod fraværet gennem projektet ”Fastholdelse i uddannelse gennem familiesamarbejde”.

Familierne bliver inddraget og informeret om uddannelsesmæssige forhold og sammenhængen mellem fravær og frafald. Således klædes de på til at være aktive medspillere i forhold til at støtte deres børns uddannelsesforløb. Gennem samtaler med familierne får produktionsskolen ligeledes kendskab til familiernes ambitioner, forventninger og eventuelle barrierer i relation til deres børns uddannelsesforløb.

”Familie” skal opfattes bredt, idet der menes voksne personer, som enten er elevens forældre, værge, ægtefælle eller familiemedlemmer. Personer der i praksis har afgørende betydning for elevens udvikling.

Arbejdet støttes af Integrationsministeriet i år 2007.

Denne blog udgør min eksterne dagbog som projektmedarbejder. Den interne blog og kalenderen kan kun læses af projektgruppens medlemmer. Læs evt. beskrivelse af projektet nederst på siden.

01 maj 2007

Status maj 2007

Succeskriteriet for projektet ”Fastholdelse i uddannelse gennem familiesamarbejde” er mindre fravær og bedre udslusningsresultater, og midlet er familiesamarbejde. Fraværet kategoriseres som henholdsvis "sygdom" og "andet fravær" og måles i procent af det samlede timetal i måleperioden. Målet er at opnå et samlet fravær på mindre end 15 %.

Den største pædagogiske udfordring i projektet er at vinde både elevernes og familiens tillid, hvilket kan være en svær balanceakt, hvis eleven ønsker at opretholde et dobbeltliv. Min vurdering er dog, at dette er lykkedes i tilfredsstillende omfang. Familierne er meget gæstfrie og næsten altid villige til at modtage et besøg.

Derimod er det en større udfordring at få familierne til at besøge skolen, hvilket jeg anser som afgørende for, om der er opnået tillid eller ej. Jeg anser det som udtryk for en høj grad af fremmedhed hos familien, hvis ikke familien ønsker at besøge skolen. Det er derfor fortsat en udfordring at nedbryde fremmedheden og vinde familiernes tillid. Denne udfordring tages blandt andet op ved hjælp af formelle familiemøder i begyndelsen af juni 2007.

I løbet af projektperioden foretager jeg fem målinger af fraværet hos målgruppen. Disse målinger foretages ved udtræk fra Timersystemet på følgende tidspunkter: 1. februar (anvendes som reference), 20. april, 6. juli, 10. oktober og 20. december. Således strækker første måleperiode sig fra 1. februar 2007 til 20. april 2007.

Jeg har i løbet af første måleperiode frygtet, at indsatsen ikke ville kunne aflæses i det statistiske materiale, fordi det lykkedes at fastholde nogle elever, som under normale omstændigheder ville droppe ud. Fastholdelsen betyder nemlig risiko for et større fravær, da netop disse elever har tendens til stort fravær. I de konkrete sager har jeg dog erfaret, at familiesamarbejdet har en synlig effekt på elevernes fremmøde.

Jeg har været på hjemmebesøg hos 61 % af familierne. Mit mål er at besøge 75 % af familierne. De familier, jeg ikke har besøgt, har hovedsageligt været familierne til de elever, som blev udskrevet i løbet af den første måned og familier, som har besøgt skolen.

Ved projektets begyndelse havde vi en atypisk sammensætning af nydanske elever, idet en usædvanlig stor del af dem ikke kom fra mellemøstlige lande. Eleverne fra de ikke mellemøstlige lande havde markant mindre fravær. Men vi har efterfølgende indmeldt nogle elever, som tidligere har været elever på skolen og har haft stort fravær. Disse elever tilhører i høj grad målgruppen og var dem, vi i sin tid skrev projektet til. De havde i deres tidligere forløb et fravær på mere end 50 %, hvilket utvivlsomt gjorde det mere udfordrende at nå projektets kvantitative mål.

Det samlede fravær for nydanske elever i første måleperiode (18 elever) var 18,3 %. Det højeste fravær i perioden var på 49,44 %, og det mindste fravær var på 0 %.

I forhold til projektets startdato 1. februar er der sket en lille positiv udvikling, idet det samlede fravær på daværende tidspunkt var 20,19 %. I forhold til projektets ansøgningsgrundlag er der ligeledes sket en positiv udvikling, idet det samlede fravær på daværende tidspunkt var over 25 %.

På det informative niveau har jeg i første måleperiode orienteret lærere og vejledere på skolen om projektet. Ligeledes har jeg holdt et oplæg ved Produktionsskoleforeningens tværkulturelle seminar og arrangeret et informationsmøde for familier og andre ressourcepersoner omkring de unge nydanskere. Ved informationsmødet deltog integrationsminister Rikke Hvilshøj og to rollemodeller fra Integrationsministeriets kampagne "Brug for alle unge".